Et stykke Danmarkshistorie lukker
Vi nåede ikke til vores 90 års fødselsdag
Den 31. december 2009 bliver Aktive Kvinder i Danmark opløst, kun få
måneder før landsforeningen ville være fyldt 90 år.
På trods af 5200 engagerede medlemmer over hele landet, måtte håndklædet
kastes i ringen, og 89 års enestående forenings- og kvindehistorie
komme til en ende. Omlægning af støtte- og fondsmidler har betydet,
at Aktive Kvinder i Danmark har mistet tilskudsmuligheder, og på sidste
landsmøde blev der desuden stemt mod den procentvis store stigning i
kontingent, der skulle til for at redde landsforeningen. Derfor er Aktive Kvinder
i Danmark efter årsskiftet ikke mere.
Det er en tragisk, stille død, efter foreningen har gjort en enorm
indsats gennem så mange år. I 1920erne (da vi hed De Danske Husmoderforeninger)
protesterede vi mod dårlige fødevarer, startede vores egen forsøgs-station
til test af varer, og det førte til oprettelsen af Statens Husholdningsråd
og ændring af fødevarelovgivningen. Vi hjalp under krigen med frivillig
luftværnstjeneste, indsamling af vilde bær i de knappe tider, og
vi lavede forbindingsmateriale af tøjrester.
Gennem årerne har vi kæmpet for de fattige, de syge, hårdt
trængte mødre og de ældre. Vi har slået mange slag
for miljøet, kæmpet mod kemi i maden og råbt højt
for økologi, før det var et modeord og en sundhedsmæssig
selvfølge. Det var os, der pressede på for at få mammografi
indført og nedbragt dødstallene for brystkræft. Og senest
har vi været initiativtager til Safe and Alive som er en humanitær,
almenvelgørende fond, der for indsamlede midler finansierer og understøtter
arbejdet med at beskytte ofre for menneske-handel og give dem mulighed for en
tilværelse uden for tvangsprostitution. Safe and Alive understøtter
konkrete initiativer, som har til formål at oplyse om trafficking og anvise
muligheder for hvordan, at man bedst bekæmper dette fænomen - det
21 århundredes slavehandel.
Aktive Kvinder i Danmark består af 42 lokalforeninger, og flere af disse
foreninger forsætter efter landsforeningens lukning, men uden kontakt
til hinanden og uden landsforeningens samlende kræfter og initiativer.
Landsforeningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte er blevet orienteret
om foreningens lukning.
Vi lukker ned med sorg, men også stolthed over at have gjort en forskel
gennem 89 år og præget Danmark med engagement og hjertevarme.
Endelig vil vi her benytte lejligheden til at takke alle vores medlemmer og
samarbejdspartnere for et godt samarbejde og ønsker samtidig et Godt
Nytår.