Nr. 2. Juni 2006
Nr. 2. Juni 2006 |
|
 |
Lederen, Landsformand Lone Chodavarapu: |
Af Lone Chodavarapu
Vejret er dejligt, det er ved at blive mørkt, og jeg kommer ind til
duftende kaffe, træt og rigtig godt tilfreds med mig selv. Jeg har haft
et par timers hårdt havearbejde, det pynter, men der er et stykke vej
endnu.
Ved min allerbedste stol ligger en lille bog ved navn "En mindre skæv
verden" fra Politikens forlag. Den er gratis og kan bl.a. hentes på
landets biblioteker, hvis de da har flere. Det er en rejse gennem verden med
fokus på "2015-målene". Det er FN´s otte mål
for udvikling, der skal hjælpe os alle mod en mindre skæv verden.
Den rummer beskrivelser af mennesker og projekter og en masse faktuelle oplysninger,
som man næsten ikke kan forstå kan være sande.
Jeg hørte først om bogen i sidste uge, da jeg var til et foredrag
med Hanne Vibeke Holst, hvor hun fortalte om sit arbejde som goodwill-ambassadør
for FN´ befolkningsorganisation UNFPA. Hun har rejst verden rundt og talt
med de kvinder, hvis historie er beskrevet i hendes bog "Da jeg blev vred".
Og ingen tvivl om det. Hun var vred, hun var også rørt, bekymret
og rystet, men allermest vred. Og Hanne Vibeke Holst formåede, gennem
kvinders hverdagshistorier, at vække retfærdig harme hos alle tilhørerne.
Den aften blev jeg klogere. Men hvad kan vi så gøre ved det? Hvad
nytter det at råbe op?
Vi kunne måske starte med alle sammen at lægge pres på vore
politikere om at se lidt mere på, hvilke projekter vor Ulandsbistand går
til. Ofte er det meget små beløb, der skal til for at ændre
et menneskes liv. Som sagt så ofte før: Hjælp en kvinde og
du redder en hel familie.
Det ligger godt i tråd med en anden af hendes pointer: "Vi kan ikke
overlade noget så vigtigt som verdens frelse til mændene. Det kan
de slet ikke magte".
Når sommerferien er forbi, nærmer Landsmødet sig med raske
skridt. Så det er nu, I skal komme frem med det, hvis I har nye emner
til posterne i hovedbestyrelsen eller til ny landsformand. I øvrigt genopstiller
både jeg og de hovedbestyrelsesmedlemmer, der er på valg i år.
Men vi holder meget af vores foreningsdemokrati, så det vil kun glæde
os at se andre kandidater.
God sommer til alle
Af Flemming Andersen
Erik Clausen kender vi alle sammen: Siden begyndelsen af 70´erne har
han huseret på den folkelige del af venstrefløjen, først
med Leif Sylvester, så kom Eva Madsen til, de lavede musik sammen, så
blev det film som Cirkus Casablanca. Og så fik Clausen nye legekammerater,
der kom mange flere film og mange flere meninger. Men de var ikke af den slags,
som var kedelige og kunne sættes i bås som mange af de andre venstre-fløjsmeninger,
der ofte virkede som om, at disse mennesker havde glemt at leve og elske - de
var store hoveder med lange fremmedord på, og de sad enten på lange,
udsultede eller små kompakte kroppe. For nu at sætte tingene på
spidsen.
Men det er næppe nogen overdrivelse at sige, at disse mennesker heller
ikke var folkelige. Så var der heldigvis også nogle stykker som
Erik Clausen. De kunne - og kan stadig - slippe godt fra at sige kapitalisme,
udbytning, arbejdere, solidaritet og mere fra samme skuffe.
Forskellen? De har humor, og så er de oftest nogle livstykker. Desuden
har de altid en stor appetit på det modsatte køn. De er rent ud
sagt nogle værre gavtyve med glimt i øjet og gale streger i skuffen.
Riv siden ud
Erik Clausen er en af de bedste og værste af denne sjældne race,
som vi garanteret ville savne, hvis de ikke var der. Og nu har Clausen så
endelig lavet en bog med en helt fjerde, femte eller sjette side af sig selv.
For manden kan også tegne.
Se bare på de foregående sider.
Kvinden danser på en blodrød kugle eller bold. Manden og kvinden
omfavner hinanden i et natblåt mørke. Hvor der er liv, er der sprudlen.
Hvor der er mørke, er der håb. Clausen har udgivet en hel bog fyldt
med disse tegninger, og de forestiller stort set alle kvinder og mænd
i forskellige farver. Ind i mellem er der også billeder af cirkus, boksning
og cykelløb - men så er det det.
Men så kan man jo være en gavtyv som Clausen selv.
Da han blev interviewet til fjernsynet i forbindelsen med udgivelsen af bogen
kurtiserede han helt åbenlyst den kvindelige interviewer, som han kunne
være bedstefar til. Hun var ganske uforberedt på, at man turde være
så fræk på direkte TV, og hun havde svært ved at holde
sin rødmen tilbage. På et tidspunkt spurgte hun dog, hvad man kan
bruge de her tegninger til.
Man kan jo rive dem ud af bogen og hænge dem op på væggen,
sagde Clausen og rev en side ud af bogen, mens intervieweren prøvede
at stoppe ham. For man river da ikke en side ud af sådan en fin bog.
Selvfølgelig gør man da det. Især hvis man er Clausen. For
Herregud, det er jo kun en bog, og desuden - det ved enhver - er en væsentlig
del af forførelsen at overskride grænser. Det er en hårfin
balance, men Clausen har lang tids øvelse i at holde den - lige som sine
cirkusartister i bogen.
Så det er i denne ånd, at Medlemsbladet videregiver to af alle disse
tegninger. Klip dem ud, ram dem ind og hæng dem op, eller køb bogen
og send en tegning til alle dem, som du måske har mistet kontakten til
gennem årene, men stadig holder af.
For tegningerne bekræfter os i, at man kan så meget - hvis man tør.
Clausen tør, for han ved, at man mister mere, hvis man ikke tør.
Mange finder en vis form for satanisk fryd over at se ministre blive ristet
over en sagte medieild. De har haft gyldne tider i den første halvdel
af 2006.
Vi snakker naturligvis om Lars Barfoed, konservativ familie- og forbrugerminister,
som overtog posten efter den ligeledes konservative Henriette Kjær, som
blev slagtet af en ubetalt sofa. Hun blev også ristet af medierne, men
det var snarere en moralsk sag: En familieminister kan åbenbart ikke have
rod i familiens omdrejningspunkt, økonomien.
Så velkommen til Lars Barfoed. Så vidt vi ved, betaler han sine
sofaer.
Og velkommen til virkeligheden i et ministerium, der har ansvaret for kontrollen
med vore fødevarer. Det er et af de steder, hvor man virkelig kan glide
i snask på fedtede gulve, for nu at sige det på den måde,
for fødevarer køber vi alle sammen - og vi har en forventning
om, at vores velfærdssamfunds sikrer, at det, som vi køber, er
i orden.
Dén forventning blev plaffet ned i begyndelsen af 2006.
Det hele begyndte med engrosfirmaet Thulin Kød, som solgte gammelt kød
til restauranter. Det fik pressen til at bore i Fødevaredirektoratet,
som er den kontrolenhed, der skal sikre vore fødevarer.
Ansvaret for Fødevaredirektoratet ligger hos fødevareministeren.
Jo, der var lagt i kakkelovnen.
Nyt liv i gammelt kød
Godt nok begyndte det hele med Thulin Kød. Firmaet var nemlig det første,
der blev snuppet med svindel i så stor stil, at det trak forsider og tophistorier.
Pressens interviews med almindelige mennesker var forudsigelige: "Vil du
spise gammelt kød?" "Nej, uha da."
Men det, som Thulin Kød gjorde, viste sig hurtigt at være en udbredt
praksis blandt kødgrossister, og den adskiller sig ikke nævneværdigt
fra det, som mange gør i hjemmene. Når datomærkningen nærmer
sig udløbsdatoen, fryses kødet ned, for så kan man hive
det op igen. Men det forringer kvaliteten, og derfor er det ulovligt for kødvirksomheder.
I stedet skal de fryse kødet ned straks efter modningen, for så
bevares kvaliteten.
På den måde kan forbrugerne være sikre på, at det, de
køber, er i orden.
Lad os skære det helt ud i tynde skiver, hvad det er, der foregår:
En kødgrossist regner med at sælge en mængde frisk kød.
Det bliver ikke solgt alligevel. Så får kødet en ny dato
og bliver frosset ned. Derefter kan det ligge i op til et par år, indtil
det bliver solgt. Og det kan sagtens blive solgt som frisk kød, hvis
detailhandlerne skriver "Har været på frost" på
pakken.
Men det er umuligt at få en mør bøf ud af den trafik.
Og det er ikke bare Thulin Kød, der gør det. Fødevaredirektoratet
har blandt andre snuppet BC Catering, Skare Meat Packers og BP Food Service
i at gøre nøjagtigt det samme.
Og så kan man jo selv tænke over, hvem der ikke er blevet snuppet.
De første advarsler
I bund og grund handler det om, at der har været uro i Fødevaredirektoratet
siden oprettelsen i 1997, hvor daværende fødevareminister Henrik
Dam Kristensen nedlagde de 32 kommunale levnedsmiddelkontrolenheder og samlede
kontrollen i 11 statslige enheder. I 2000 er forandringen gennemført,
men samtidig bliver der konstateret et massivt rod i det nye føde-vareministeriums
økonomi.
Fødevareministeren hedder nu Ritt Bjerregaard, og hun fyrer en topchef
for at skabe orden. Men samtidig lyder de første advarsler fra folk,
der har fingrene nede i suppedasen. Den daværende veterinærchef
Svend Johansen siger allerede dengang, at kontrollanterne ikke har en jordisk
chance for at nå det hele. I Ring-sted dropper kontrol-lanterne for eksempel
al kontrol med dyrevelfærd. For samtidig bliver der skåret ned på
budgetterne. Det var nemlig hele idéen med de større enheder:
Jo større og mere strømlinet, jo flere penge er der at spare.
Så når man først har købt den idé, så
skal pengene også spares, uanset om virke-ligheden svarer til idéen.
Og det var det, som den allerede dengang ikke gjorde.
Det bliver værre og værre
I 2001 trådte den borgerlige regering til, og den fortsætter, hvor
socialdemokraterne slap. Der er stadig rod i Fødevaredirektoratets økonomi,
og der skal stadig spares flere penge. Vi snakker ikke om jordnødder.
I finanslovsforslaget for 2003 lægges der op til besparelser på
140 millioner kroner indtil 2006. Det svarer til 20 procent af det samlede budget.
Det rammer mandskabet, der kontrollerer, og det rammer Institut for Fødevaresikkerhed
og Ernæring, som må afskedige over halvdelen af medarbejderne. Advarslerne
om at fødevaresikkerheden går fløjten, får ikke opmærksomhed
nok til at besparelserne tages af bordet. De kommer ellers alle vegne fra: Den
danske Dyrlægeforening, regionscheferne i fødevareregionerne -
og nu også fra den uafhængige revisionsenhed, der skal holde opsyn
med Fødevaredirektoratet. I samtlige rapporter siden 2002 har det været
påtalt, at virksomhederne ikke får de besøg, de skal have
for at leve op til lovens bogstav. De tørre tal: I 2002 gennemfører
syv ud af de elleve regioner ikke de lovpligtige besøg. I 2003 påpeger
revisionsenheden, at mellem hver anden og hver tredje virksomhed ikke får
årlige besøg. I 2004 er det fem ud af de 11 regioner, der ikke
overholder loven. I 2005 er det tal steget til otte. Det svarer til - hold bare
fast i bordkanten - 2.200 virksomheder. Og her snakker vi ikke kun om den udbredte
metode med den nye datomærkning. I realiteten kan kun fantasien sætte
grænser for, hvad der foregår, for det er i mellemtiden blevet op
til de enkelte virksomheder at kontrollere sig selv, når nu Fødevaredirektoratet
ikke kan klare opgaven med at leve op til lovens krav. Og så skriver vi
2006. Thulin-sagen sætter fokus på hele denne historie og endelig
begynder forbrugerne at få øje på virkeligheden bag de pæne
ord om fødevaresikkerhed. Det kræver en stærk mave - hvilket
man ikke kan være sikker på at have, hvis man blot stoler på
det, der står på tilbudsskinken i Rema 1000 og hvad supermarkederne
ellers hedder. Billedet er tydeligt nok: Fødevarekontrollanterne står
overfor et dagligt dilemma, nemlig hvor de skal springe over hvilket laveste
gærde. Skal de droppe tilsyn eller skal de udføre mere lemfældige
tilsyn? Dagbladet Politiken bragte i april en længere artikel, hvor de
havde talt med mange kontrollanter. Ingen af dem ønskede at stå
frem med navn, hvilket er meget normalt, for hvem ved, hvad der kan ske?
Velkommen til virkeligheden
Men den tilsynsførende i Nordjylland, Jens Christian Weidanz, ville godt
stå frem på sine medarbejderes vegne. "Det typiske er, at folk
skammer sig over ikke at kunne nå det hele", siger han og nævner,
at en medarbejder skal nå dobbelt så meget på den samme tid
som i 2001. En sådan medarbejder var gået til sin leder, som havde
sagt, at det vidste han godt, men sådan var vilkårene altså.
"Nu er hun på nervemedicin", udtaler Weidanz. Her begynder historien
så straks at blive både mere genkendelig og tidstypisk: Stress er
ved at blive en folkesygdom, og stress opstår oftest, når ansvarlige
mennesker ikke har muligheden for at leve op til deres egne krav om, hvad der
skal til. Når disse mennesker så, som for eksempel fødevarekontrollanter,
samtidig ved, at de ikke overholder loven og at deres nabo kan blive syg af
det, ja så går det hurtigt galt. Man skifter job, går ned
med flaget - eller overlever ved at blive galgenhumoristisk. Den omgangsform
er i dag udbredt blandt kontrollanterne. De har for eksempel en intern joke
om, at sidst på året er de kun "inde og røre vægge"
- for de skal videre til det næste firma, som de også skal komme
ind om, for ellers bliver rapporterne om de 11 regioner jo endnu dårligere.
Det er vist det, man kalder en ond cirkel. I dansk fødevaresikkerhed
anno 2006 er den nu nået hele vejen rundt.
Rigsrevisionen tager over
Nu er det vist på tide at tage et smut forbi Lars Barfoeds kontor. For
han sidder der endnu, i Familie- og forbrugerministeriet. Fødevarekontrollen
er igen blevet omstruktureret, så nu er der tre superregioner i stedet
for de 11 regionskontorer. Der skal stadig spares penge - og de bliver hovedsageligt
sparet ved at afskedige administrativt personale og chefer. Hvis ikke der sker
noget, så fortsætter besparelserne også til næste år
- her er det foreløbig 10 millioner kroner, og det bliver nok kontrollanterne,
der bliver endnu færre af. To-tredjedele af kontrollens udgifter går
til løn.
Der er flere årsager til, at Lars Barfoed i dén grad blev ristet
over denne sagte medieild i modsætning til hans forgængere. For
det første er smertepunktet i alle led ved at være nået.
For det andet søgte han at bagatellisere sagen ved at lægge hele
skylden på direktoratet og svindlerne. For det tredje har han været
orienteret om udviklingen lige siden han trådte til - der står der
nemlig i loven, at han skal være det. For det fjerde godkendte han, at
kontrollen er lemfældig.
At han overlevede skyldes højst sand-synligt, at han blev en del af et
andet politisk spil. Dansk Folkeparti kunne have væltet ham, men var bange
for konsekvenserne i forhold til regeringssamarbejdet i det hele taget.
Et flertal uden for regeringen vedtog en opfordring til Anders Fogh Rasmussen
om at flytte Fødevaredirektoratet væk fra Barfoed og hen til Fødevareministeriet.
Anders Fogh Rasmussen afslog i begyndelsen af maj.
Men noget sker der dog: Rigsrevisionen planlægger nu en kulegravning af
Føde-varedirektoratet.
Før vi får den - måske engang når forbrugerne skal
til at finde ud af, hvor de vil købe juleanden og hvem de stoler på
- sker der sikkert ikke så meget andet. Hvis der dukker nye skandaler
op, så vil de ansvarlige henvise til, at man venter på Rigsrevisionens
rapport. Det kan man så - alt efter hvor man lægge snittet - kalde
handlekraft eller syltekrukke.
Frihed og usikkerhed
Her står vi så i dag, juni 2006. Det gode spørgsmål
er selvfølgelig: Hvad skal vi gøre ved det? Og det er lige her,
at det bliver politisk. Danskerne elsker skatte-stoppet, men de vil også
have fødevare-sikkerhed. Mange tror stadig på, at begge dele kan
lade sig gøre. Og det drejer sig ikke kun om fødevaresikkerhed,
det drejer sig også om udsatte børn, om ordentlige veje, om, ja,
fortsæt selv listen over områder, hvor vi vil have i både
pose og sæk.
Skattestoppet har fået mange til at have den holdning, at det selvfølgelig
er muligt at spare penge og gøre tingene ordentligt alligevel. At der
garanteret sidder masser af mennesker og lopper den af for vores penge, og de
har bare at rubbe neglene. Men til det er der vel kun at spørge, hvor
mange vi selv kender, der praktiserer - og har muligheden for at praktisere
- den form for arbejdsliv. Måske kender vi en enkelt. Men vi har sikkert
hørt om mange. Og så forestiller vi os, at der er mange, mange
flere.
Historien om Fødevaredirektoratet punkterer den myte.
Vi får det, som vi betaler for. Så måske er det op til hver
enkelt forbruger at gøre op med sig selv, om man ønsker flere
penge på lommen og dermed leve med en større usikkerhed, tage sine
forholdsregler alt efter, hvad man ved om tingene. Det afhænger af, hvilke
holdninger man har til forholdet mellem statslig styring og individuel frihed
- og på hvilke områder.
Skattestoppet vil i de kommende år bevirke, at denne problemstilling vil
blive stadig mere aktuel.
Måske er der mange, der er trætte af hele balladen om de 12 tegninger
og hvad deraf fulgte. For det har været et landskab, der ikke har været
nemt at navigere i - og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver
nemmere for fremtiden.
Muhammedkrisen har fået - og vil stadig få - en dyb indflydelse
på alles hverdag herhjemme. Politik: Dyb krise mellem Dansk Folkeparti
og Konservative. Omgangsformer: Hvordan er det nu lige, vi taler til hinanden?
Religion: Er islam og kristendommen på kollisionskurs eller er det en
myte?
Der er spørgsmål nok - og det interessante for folkeoplysende foreninger
som Aktive Kvinder og mange andre er, at der også er mange svar, men at
langt de fleste og mest intelligente af dem er præget af en søgen
og en usikkerhed i stedet for den skråsikkerhed, som man ellers ofte ser
i debatter.
Hvordan kommer vi styrket ud af muhammedkrisen - som land?
Morgenluft for Folkeoplysningen
Her er det så på tide at hive den allestedsnærværende
politiker, privatperson, muslim, dansker, demokrat og palæstinenser Naser
Khader ind på scenen.
Og se, dér kommer han gående ind i Folkeoplysningens Højborg,
Vartov, i hjertet af København. For det er mandag 24. april i det Herrens,
men ikke Profetens, år 2006, hvor fælles for alle i Danmark dog
er, at der endnu ikke er kommet blade på træerne.
Naser Khader har ikke nogen sikkerhedsvagter med, i hvert fald ikke synlige.
Han ser afslappet ud, men det er tilstræbt. Dagen efter faldt han om og
blev indlagt natten over. Hvis der er én mand, som der er pres på
fra alle sider i dagens Danmark, så er det Naser Khader.
Han er her i Vartov i dag, fordi der er det årlige repræsentantskabsmøde
i DFS, Dansk Folkeoplysnings Samråd. Naser Khader er - sammen med alle
sine andre gøremål - også formand for DFS; det har han været
i et år. Så han skal holde åbningstalen inden diverse diskussioner
og afstemninger om vedtægtsændringer.
Der er en forventningsfuld stemning blandt de omkring 60 mennesker i salen.
Men det skyldes nu ikke kun Naser Khader, det skyldes også, at alle de
folke-oplysende organisationer, der er repræsenterede i DFS, vejrer morgenluft.
Eller som én af talerne på et tidspunkt sagde: "Muhammedkrisen
er en gave til Folkeoplysningen".
Og det er sandt, selv om det måske skurrer i manges ører. På
repræsentantskabsmødet for blot to år siden lå DFS
og rodede rundt i alle de spørgsmål, som organisationer i krise
stiller sig selv, spørgsmål som udspringer af det overordnede "Hvad
er vores eksistensberettigelse?".
Herunder var der et andet centralt spørgsmål: Kan vi ikke finde
et andet ord en Folkeoplysning? For uanset hvordan man vender og drejer det,
så er der en ram lugt af bedrevidenhed over ordet: Nogen oplyser andre.
Nogen er altså klogere end andre. Og dét er ikke populært
at sige i dagens Danmark, hvor det er god latin at lade som om, at alle er lige
kloge - eller lige dumme for den sags skyld.
En brændende platform
Naser Khader går på talerstolen. Han kommer hurtigt til sagens kerne,
budskabet fra DFS til medlemsorganisationerne og alle de mennesker, der bor
her i landet, både de oprindelige og de nye borgere, som Khader kalder
os.
"Folkeoplysningen er forpligtet til at gøre en indsats for demokratiet",
siger han og fortsætter: "Muhammedsagen har været en øjenåbner
for de folkeoplysende organisationer, for den har hjulpet os til at definere
Folkeoplysning som demokrati. Det er på baggrund af en brændende
platform, men det tvinger os til at skabe viden og debat om demokratiet. Er
der grænser for frihedsrettigheder? Vi er pludselig og direkte blevet
kastet ud i globaliseringen, og det tvinger os til at synliggøre de mere
uudsagte demokratiske værdier, hvis vi skal vende krisen til noget positivt.
Hvordan håndterer vi forskellighed? Skal vi have en national demokratidag?
Hvordan diskuterer vi religion?"
Naser Khader er fuld af gode spørgsmål, og for DFS bliver det ikke
ved spørgsmålene. Paraplyorganisationen er i fuld gang med at forberede
et af de mest ambitiøse projekter længe, nemlig kampagnen "Oplys
Demokratiet". Måske er det ganske enkelt på tide at alle mødes
med dem, de ikke forstår, for uden mødet, intet demokrati. Alternativet
så vi alle her i begyndelsen af 2006.
Måske er vi alle modne til at tage den ramme lugt ud af ordet Folkeoplysning
og indrømme, at vi kan blive klogere, hvis vi vil.
"Klogest er den, der erkender sin uvidenhed", lyder et gammelt buddhistisk
ordsprog. Hov! Buddhister - hvad er nu lige det for nogen? Et hurtigt opslag
på nettet siger, at fire procent af verdens befolkning er buddhister.
Nå, Herregud. Og dog: Vi snakker trods alt om 240 millioner mennesker.
De er nok ikke idioter alle sammen.
Den internationale krise om de 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten har
ikke blot afdækket en international konflikt med en række muslimske
lande.
Sagen optager danskerne utroligt meget.
Nogle er blevet mere uvenligt stemt overfor mennesker med anden kultur og anden
religion end den dominerende danske. Andre er rystede over, at så mange
mennesker tilsyneladende er blevet uvenligt stemt.
Krisen er i bund og grund et spørgsmål om oplysning, sammenhængskraft
og demokrati. Hvordan indretter vi vores demokrati og hvor går grænserne
for ytringsfrihed, for religionsfrihed? Hvad betyder religionerne? Er Danmark
et multikulturelt samfund? Hvad betyder det for Danmark, at vi så direkte
og så pludseligt er blevet kastet ud i globaliseringens tidsalder?
Det er folkeoplysningen styrke at formidle oplysning, skabe debat.
I vedtægterne og i politikpapiret for fremtidens Folkeoplysning har vi
formuleret folkeoplysningens mission således:
"Samrådet ser det som folkeoplysningens formål at bidrage til
den enkeltes personlige dannelse og uddannelse, og at medvirke til sikring og
udvikling af demokratiet.
Folkeoplysningen skal gennem sine mangeartede folkeoplysende aktiviteter fremme
borgernes medbestemmelse, medansvar og aktive engagement i samfundets udvikling.
Folkeoplysningen skal medvirke til at sikre borgernes kendskab til rettigheder
og pligter og medvirke til at øge borgernes almenviden og deltagelse
i et samfund med frihed, ligeværdighed og demokrati."
Demokratiet er en proces
Folkeoplysningen skal tage initiativ til oplysning om hvilke værdier demokratiet
i Danmark historisk set bygger på samt starte en folkelig debat om, hvordan
vi bevarer, nytænker og udbreder de bedste af disse værdier i Danmark
fremover - i lyset af Muhammed-krisen.
Pointen med indsatsen er, at Danmark bygger på en demokratisk styreform
og en demokratisk kultur, et fundament som har gjort Danmark til et af de mest
frie og lige samfund i verden - noget vi gerne vil vedblive at være uden
at genere (for mange) følelser. Muhammed-krisen har imidlertid vist,
at denne balance kan være svær i en global tid. Under alle omstændigheder
kræver den oplysning, refleksion og kulturforståelse hos alle parter
i den globale landsby.
En anden pointe med indsatsen er at få vendt krisen til noget positivt
og dermed bidrage til øget sammenhængskraft i samfundet.
Formålet med initiativet er at få synliggjort og diskuteret de mere
uudtalte demokratiske værdier i Danmark, men også at få sat
gang i en reel dialog i det danske samfund om hvordan kulturerne kan leve sammen,
om religionsfrihed, om ytringsfrihed, om ret og pligt og tolerance.
Initiativet vil således tage afsæt i to enkle overordnede spørgsmål:
Hvordan definerer vi demokratiet i Danmark? Hvordan håndterer vi forskellighed
i samfundet?
Gennem åben debat skal vi medvirke til at skabe grundlag for konstruktiv
sameksistens og undgå konflikt.
Dansk Folkeoplysnings Samråd blev stiftet under besættelsen af
frygt for tyskernes krav om indskrænkninger i forsamlings- og mødefriheden.
Oluf Bertolt, der var sekretær for AOF, mente, at det var vigtigt at organisere
foreningerne, såfremt tyskerne ville stille hindringer i vejen for det
frie foreningsarbejde. Den 8. marts 1941 samledes derfor en række organisationer
til en stiftende generalforsamling på Christiansborg, og efter timelange
drøftelser vedtog forsamlingen enstemmigt at oprette Dansk Folkeoplysnings
Samråd med det formål "at fremme det frie folkeoplysende arbejde
blandt det danske folk og støtte alle bestræbelser for udbredelse
af kendskab til dansk sprog, natur, kultur og egenart". Selv om befrielsen
fjernede grunden til, at Dansk Folkeoplysnings Samråd var blevet dannet,
var der blandt de tilsluttede organisationer enighed om det hensigtsmæssige
i at fortsætte samarbejdet - dels overfor Undervisningsministeriet og
dels for at varetage de mange nye opgaver i efterkrigsårene. Siden er
Samrådet vokset til en paraply-organisation bestående af 38 landsdækkende
organisationer, som i kraft af deres ideologiske bredde er blevet et væsentligt
forum for samtale og forhandling på det folkeoplysende område. De
Danske Husmoderforeninger - nu Aktive Kvinder i Danmark - meldte sig ind i DFS
28. april 1962
-FA
Folkeoplysningsarbejdet er blevet udsultet. Havde de folkelige idépolitiske
foreninger haft større gennemslagskraft, var debatten før og under
Muhammed-krisen blevet mindre præget af hysteriske udmeldinger fra enkeltpersoner.
De folkelige foreninger har historisk været med til at ansvarliggøre
og nuancere budskaberne i den politiske debat, og det mangler vi nu. De folkelige
organisationer er stadig en af grundpillerne i folkestyret og samler hundredtusindvis
af mennesker om idépolitiske formål. De skal være katalysatorerne
til at få resten af befolkningen med. Organisationer har en lang erfaring
i dialog mellem befolkning og politikere, og de har netværkerne, så
de kan nå langt ud. Derudover er de respekterede, måske netop fordi
de er idépolitiske, men ikke partipolitiske. Dagsordenen for diskussionerne
er klar og nødvendig. Derfor ville det være på sin plads
at give 17 millioner kroner, det samme beløb som politikerne gav til
EU-tænkepausen, til en tænkepause om forbedring af forholdet mellem
de etniske befolkningsgrupper i Danmark.
Peter Jon Larsen, generalsekretær i Foreningen Norden
Af Lone Chodavarapu
Muhammed-krisen har sat fokus på mange ting - også meget andet
end Muhammed. Det har også sat gang i danskernes møde- og debatlyst
som aldrig før.
Religion og tro - hvad ved jeg om det? En hel del skulle jeg mene, for jeg har
da læst meget om fremmede religioner, og jeg kender da også rigtig
mange mennesker med en anden tro end min. Men mine holdninger til tro er sandelig
præget meget af fordomme. Og fordommene trives bedst, når vi ikke
er godt nok oplyste om tingene.
Kultur og levevis har det på samme måde. Vi rejser verden rundt
og møder fremmede kulturer som turister. Vi ser det lokale folkeliv i
små landsbyer ude i den store verden og kommer hjem med et eventyrbillede.
Vi ser smukke, romantiske rejsefilm i fjernsynet, vi ser grusomme dokumentarprogrammer
om sult, sygdom og fortrædeligheder ude i verden. Men hvad ved vi om de
menneskers baggrund og muligheder? Nogen af dem lever vi dør om dør
med, men hvad har vi gjort for at sætte os ind i deres baggrund og forudsætninger?
Fordommene trives hos os veloplyste danskere, for vi ved ikke nok.
Lad os gribe bolden
Der går næppe en dag, hvor vi ikke hidser os op over en eller anden
uretfærdighed i vort hjemlige system. Oftest er det vel inden for socialvæsenet
og sygehusvæsenet, det er galt. Der kommer udtalelser fra et par politikere
fra hver ende af spektret, og så ebber den debat ud. Hvad skal der til
for at få danskerne op af stolene?
Aktive Kvinder i Danmark har det mål at være det kit, der binder
generationerne og lokalsamfundene sammen. Lad os gribe bolden og prøve
at score mål.
Kampagnen "Oplys Demokratiet" kan I læse om i dette blad. Det
giver mulighed for en meget bred vifte af arrangementer ude i lokalforeningerne.
Det kunne være en foredrags/debatrække om forskellige religioner,
og det skal ikke nødvendigvis være en "skriftklog", der
giver den tekniske side af religionen, men et menneske, der tror på og
lever efter en bestemt religion. Religion er ikke noget man kan diskutere, vil
nogen sige, enten tror man eller ej. Men man kan godt stille spørgsmål
og prøve at sætte sig ind i, hvordan andre lever med og udøver
deres religion i daglig-dagen. Det kan vi kun blive klogere og mere forstående
af.
Emnerne er utallige. I bestemmer selv ude i lokalforeningerne, hvad I vil have
på programmet. Husk også, når I læser om et spændende
arrangement i en naboforening, at I er velkomne til at deltage i arrangementer
i andre lokalforeninger end jeres egen på samme vilkår som lokalforeningens
egne medlemmer.
Både Aktive Kvinder og dem, der endnu ikke er blevet det, vil have noget
ud af deres tid. De vil ikke bare have valuta for pengene - de vil også
have noget ud af deres sparsomme fritid, og det er den, de bruger, når
de tager af sted til et arrangement.
Ingen landsdækkende møder
I Landsforeningen vil vi følge udviklingen med kampagnen "Oplys
Demokratiet" og orientere om nye tiltag og muligheder gennem nyhedsbreve
til bestyrelserne og gennem medlemsbladet til jer alle. Vi vil også gerne
prøve at hjælpe jer, når I har fået en god ide, det
være sig med kontakt til pressen, plakater, udformning af program, økonomiske
beregninger, ideudvikling, kurser og meget mere, bare ring til sekretariatet.
Enten har de svar på rede hånd eller kan finde det.
Fra Landsforeningens side har vi ikke i øjeblikket landsdækkende
temamøder på bedding, og vi laver heller ikke - indtil videre i
hvert fald - nogle i forbindelse med "Oplys Demokratiet". Vi har ganske
enkelt ikke penge til det.
Ud over det økonomiske problem er der andre besværligheder, der
bunder i utilfredshed. Når vi vælger en by i hver kreds, skulle
vi være dækket nogenlunde ind.
Men vi får ofte bemærkninger som "hvorfor er det altid dem,
der får arrangementet", " hvorfor er der aldrig noget her ovre
i det østlige", "der er altså for langt at køre",
"det er ikke med i programmet" osv.
Lad os se, hvad udviklingen vil bringe, og hvilke muligheder vi får for
at søge økonomiske midler til temamøder i fremtiden. Og
lad os i øvrigt diskutere disse ting her i medlemsbladet. Spalterne står
altid åbne for debatindlæg.
Af Christel Schaldemose, sekretariatsleder i Dansk Folkeoplysnings Samråd
På Vestbredden, i Djakarta og i Damaskus tror mange mennesker, at Pia
Kjærsgaards udtalelser og Jyllands-Postens tegnere udtrykker "danskernes"
holdning. Omvendt tror mange i Danmark, at de palæstinensere, der brænder
Dannebrog af, og de syrere, som stormer den danske ambassade, er udtryk for,
hvordan "muslimer" i al almindelighed tænker og handler.
Men problemet er ikke kun fordomme og urimelige generaliseringer. Det er også
mangel på håndfast viden.
Mange muslimer ved ikke, at der jævnligt gøres grin med kristendommen,
korset og Jesus i danske aviser og på danske scener. Og mange tror, at
den danske regering bare kan lukke en avis, som den er utilfreds med.
I Danmark - på den anden side - er kun få klar over, at Syrien er
et militær-diktatur, der aldrig vil tillade spontane demonstrationer.
Mange kender ikke historien om Europas kolonialisering og de spor, den stadig
trækker i disse lande og deres befolkninger.
Vi ved også alt for lidt om hinandens holdninger.
Hvorfor er ytringsfrihed så vigtig for de fleste danskere, og hvordan
hænger det sammen med vores opfattelse af demokrati? Det forstår
mange muslimer ikke. Omvendt er de færreste danskere klar over, at ideen
om individets betydning og rettigheder slet ikke spiller samme rolle i muslimske
- og mange andre - lande som i Vesteuropa.
Og man kan sige, at JP's tegninger ikke var den mest nærliggende måde
at illustrere ytringsfrihedens betydning på.
Med Folkeoplysningen har vi en tradition for både undervisning og udveksling
af synspunkter i en ramme, hvor man respekterer hinanden.
Når de brændende bål forhåbentligt snart er slukkede,
og begivenhederne er faldet lidt til ro, så må vi i Danmark gå
i gang med det, vi er gode til. Og det er andet end smørproduktion. Det
er også Folkeoplysning - det bedste værn mod uvidenhed og fordom.
Af Barbara Zalewski
Engang var træ forudsætningen for enhver menneskelig aktivitet.
Uden træ ingen boliger, stalde og lader, opvarmning, madlavning, brygning,
bagning og vask, ingen kar og tønder, møbler, husgeråd og
redskaber i hus og mark, hegn, broer, bolværker, skibe, både eller
vogne. Træ var varmekilden i smedier og kanonstøberier, salt- og
sæbesyderier, farverier, pottemagerier, fajance- og porcelænsfabrikker
og ikke mindst på teglværkerne.
I løbet af 16-1700tallet blev stadig flere huse i København og
købstæderne opført i grundmur i stedet for bindingsværk,
men det mindskede ikke træforbruget, tværtimod. Det kostede et kilo
træ at brænde tre mursten, så træforbruget til en stor,
forlænget bindingsværksgård med lerklining var minimalt til
sammenligning. I 150 år havde det nordsjællandske slotsbyggeri tæret
hårdt på skovene, både til selve konstruktionen og til teglbrændingen:
Kronborg, det vældige Frederiksborg, Rosenborg, Frederiksberg, Fredensborg,
Hirschholm og flere mindre slotte og lyststeder. Københavns brand i 1728
gjorde et ordentligt indhug og et par år senere begyndte opførelsen
af det nye Christiansborg - 30 millioner mursten, der hvilede på en pilotering
af 10.000 bøgetammer.
Hertil kom alt andet offentligt byggeri, for slet ikke at tale om Flåden,
hvor hvert eneste af de mange skibe var en flydende skov.
Fattigfolk på landet holdt varmen med sankede grene fra skovbunden, gårdmændene
fik udvist brænde, men så knapt, at hele husholdet måtte klumpe
sig sammen i ét rum vinteren igennem. Adelen, det velhavende borgerskab
og Hofholdningen fodrede grådige kaminer og store kakkel- og jernovne
med mængder af regulært brændeved. På Christiansborg
slugte opvarmning, madlavning, bagning og vask ca. 1.200 velvoksne bøgetræer
hvert år i 53 år.
Det var ikke så mærkeligt, at landets vigtigste ressource, skovene,
var næsten fuldstændig opbrugt midt i 1700-tallet.
Da Christian IV kom på tronen, var ca. 25 procent af landet dækket
af skov, og bøgen spejlede virkelig sin top i bølgen blå
- men det blev også mange skoves død, for det var herlig nemt at
fælde langs kysterne og straks sejle træet til bestemmelsesstedet.
Da den beskyttende bræmme var borte, begyndte sandflugten. Man fældede
længere og længere inde i landet - mulden blæste bort eller
blev dækket af sandet fra kystområderne. Store dele af Jylland og
en god bid af Nordsjælland blev til hede.
Da kongens tiptipoldebarn Frederik V besteg tronen i 1746, var der skov i mindre
end 10 procent af landet - ikke statelige skove med høje, modne træer,
men skravlet nyvækst, forgnavet af kvæg og vildt og kuet af vinden,
der fór hen over enorme, skovløse flader.
Skove og store træer virker både som dræn og lunger i landskabet.
Uden træer blev markerne sure og sumpede eller stod ligefrem under vand.
Med det traditionelle treårige skift mellem afgrøderne i kæmpestore
vange var der nu alt for langt mellem grøfterne. Enge, hvor køerne
før havde græsset sig fede i grønt til knæene, omdannedes
til moser.
I 1745 udbrød en kvægsyge, som på to år tog livet af
mindst halvdelen af landets køer og får og gentog sig næsten
lige så voldsomt 20 år senere. Hoveriet, også det offentlige
med byggeri, kørsler, vejanlæg o.l., blev meget forøget
i løbet af århundredet og bonden vidste snart aldrig, hvornår
han skulle stille med folk, heste og vogn og hvornår han kunne passe sit
eget. Der var ikke længere store epidemier, så landbefolkningen
voksede. Bønderne blev stadig mere forarmede og landet var hastigt på
vej mod en økologisk, økonomisk og social katastrofe - der måtte
ske noget drastisk.
Oplysning og opmuntring
Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev stiftet i 1769 med det formål
at oplyse om og støtte nye land-brugsmetoder og afgrøder. Det
kunne være opdeling af vangene i mindre marker med afvandingsgrøfter,
jordforbedring med mergel og kløver eller nye spiselige afgrøder
til dyr og mennesker som kartofler og roer. Selskabet udskrev prisopgaver, præmierede
uopfordrede forslag til forbedringer og nytænkning og støttede
økonomisk - stort og småt, fra tilplantning af øde områder
til fremstilling af stråhatte.
Mange flere, både mænd og kvinder, end man hidtil har troet kunne
læse, viser ny forskning, men det var for dyrt at trykke og distribuere
så store mængder oplysnings-materiale, at alle husstande fik love,
forordninger eller selskabets skrifter.
Til gengæld fandtes der et kommunikationsapparat i hvert eneste sogn:
præsten på prædikestolen. Myndighederne sendte præsterne
alle officielle meddelelser, så de kunne læse dem op for menigheden
efter gudstjenesten. Nu begyndte mange præster også at agitere for
nye landbrugs-metoder og ændret adfærd fra prædike-stolen.
Det gjorde indtryk på tilhørerne, for præsterne vidste hvad
de talte om - de drev selv landbrug. Grundstammen i deres løn var udbyttet
af præstegårds-jorden, og selvom de færreste havde forstand
på det, var de i vane med at læse sig til ny viden. De abonnerede
på skrifter om landøkonomi, nogle eksperimenterede selv eller sammen
med bønderne og videregav deres erfaringer på skrift og i tale.
Præsterne havde ganske vist en egeninteresse i også at forbedre
sogne-børnenes vilkår, for præstetienden blev erlagt i naturalier,
men man kan mærke i skrifterne, at mange virkelig var idealister og entusiastisk
delte ud af deres viden.
I løbet af 1780'erne kunne præsterne så begynde at oplæse
en række love og forordninger, der for alvor tog fat på at afhjælpe
landets katastrofale situation. De gjaldt udskiftning, dvs. ophævelse
af landsbyfællesskabet, selveje eller arvefæste. Man mente med rette,
at bønderne ville arbejde mere effektivt, når det var til deres
egen og deres efterkommeres fordel, og efter moderne metoder, når de ikke
behøvede at diskutere dem med nogen. En snes år senere var over
40.000 gårde skilt ad, båret ud og genopført på deres
egne, indhegnede marker, der snart bugnede af afgrøder. Forordninger
om skovrejsning og om gærder, der hindrede husdyr i at æde spirer
og skud, hjalp skovene på fode, selvom det tog den tid, dét nu
engang tager, og skabte guldalder-landskabet, som vi kender det fra malerierne
og de danske sange.
Det var et kolossalt arbejde at bremse katastrofen: man regner med mindst 100.000
kilometer grøfter, jord- og sten-gærder og markhegn, udført
samtidig med at den daglige bedrift blev passet og endog forbedret - en kraftpræstation
uden sidestykke i Danmarks-historien.
Det havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis jorden ikke var blevet gødet
gennem folkeoplysning, spontan og uorganiseret, men langt mere omfattende end
den senere højskoles. To-tre generationer havde fra barnsben hver søndag
hørt og med egne øjne set, at man selv kunne gøre noget
for at ændre sin situation - og samtidig tjene fædrelandet.
Det er ikke nemt at være Arla Foods i disse tider. Mange danske forbrugere
har boykottet Arlas produkter, da koncernen gennem 90´erne har gjort,
hvad den kunne, for at presse mindre producenter ud af markedet - ofte ikke
med helt stuerene metoder. Hovedet på sømmet kom så sidste
efterår, hvor Arla decideret blev dømt for at overtræde dansk
lovgivning i forbindelse med overtagelsen af leverancer til supermarkedskæder
- en overtagelse, der var ved at tage livet af Hirtshals Mejeri.
Ikke god PR.
Så bragte Jyllands-Posten nogle tegninger af Profeten Muhammed og bum!
- ud røg Arla fra 50.000 supermarkeder i muslimske lande. Det marked
forsøger koncernen så i øjeblikket at vinde tilbage og i
den forbindelse indrykkede Arla annoncer i de store aviser i mange muslimske
lande.
Og så gik det også galt.
For Arla skrev blandt andet i brevet, at "De år, vi har haft i jeres
verden har lært os, at retfærdighed og tolerance er fundamentale
værdier i islam".
Javelså, tænkte man hos blandt andet organisationerne Kvinder for
frihed og Dansk Kvindesamfund. Den retfærdighed og tolerance gælder
da vist ikke lige for kvinderne i for eksempel Saudi-Arabien. Landet har ikke
engang villet underskrive FN's kvindekonvention og kvindernes stilling er -
for nu at sige det mildt - over-hovedet ikke i nærheden af det, som vi
forstår ved frihed.
Så begge organisationer rykkede ud med en pressemeddelelse om, at hvis
Arla ikke undskyldte den formulering, så ville de opfordre til boykot.
Nej, det er ikke nemt at være Arla Foods. Først forbrugerboykot,
så muslimsk boykot og nu endelig boykot for at støtte kvindeundertrykkelse.
En invitation
Til gengæld har Arla Foods efterhånden fået skarp træning
i Krisehåndtering. Så da de to ovennævnte organisationer rykkede
ud med deres opfordring til boykot, fordi Arla ikke ville undskylde annoncen
- måske meget forståeligt, da en sådan undskyldning i disse
globale tider straks ville blive omtalt i de selv samme arabiske aviser, og
så er man jo lige vidt - reagerede Arla Foods ved at indbyde forskellige
kvindeorganisationer til et møde.
Og så blev Aktive Kvinder pludselig blandet ind i balladen, for vi fik
også invitationen.
Som de pæne mennesker, vi er, mødte vi derfor op, selv om vi egentlig
spekulerede over, hvad vi skulle på den galej. Det har i årevis
været god tone, at erhvervslivet handler med de værste forbryderregimer,
så længe der ikke er FN-sanktioner mod landene. Tag nu bare Iran,
som på det seneste har gjort sig bemærket ved at kræve, at
alle Israels indbyggere bør flyttes til Schweiz - og hvor menneskerettigheder,
herunder kvinderettigheder - er en by i, nåja, Saudi-Arabien, for den
sags skyld. Aktive Kvinder bekendt er der ikke nogen, der opfordrer til boykot
af de danske virksomheder, der i 2004 samlet set solgte varer for over en milliard
kroner i Iran.
Man kan vælge at blive forarget, man kan vælge at gøre noget
og boykotte dér, hvor man synes, at man bør, men det er ikke rigtig
noget, som Aktive Kvinder har en officiel holdning til. Den vurdering overlader
vi trygt til medlemmerne.
Ingen Kvinder for Frihed
Så måske var det mest af nysgerrighed, at vi troppede op den torsdag
lige før første april. Til gengæld kom initiativtagerne
til boykotten fra Kvinder for Frihed ikke. De mente, at Kvinder for Frihed og
Arla Foods stod så langt fra hinanden, at det var nytteløst.
Så det hele endte med, at Aktive Kvinder, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
pludselig sad til møde med Arlas kommunikationschef Astrid Gade Jensen
og divisionsdirektør Tim Ørting Jørgensen samt en sekretær.
Tre mod tre. På hver sin side af et stort bord, hvor der naturligt nok
var mælk til kaffen.
Det blev en mærkelig debat. For Dansk Kvindesamfund, repræsenteret
ved Karen Hallberg var godt nok medunderskriver på opfordringen til boykotten,
men hun opførte sig ganske eksemplarisk og lod til at være tilfreds
med, at Astrid Gade Nielsen beklagede ordvalget i annoncen og indrømmede,
at set i bakspejlet, burde Arla Foods nok have valgt en anden formulering, nemlig
at "de fundamentale værdier hos muslimer ikke er væsentlig
forskellige fra kristnes" - eller noget i den retning.
Men det var helt tydeligt, at det kom bag på Arla Foods, at deres annonce
vakte så meget opmærksomhed her i landet. Hvis nogen kan huske det
i dag, var det annoncen, som .k Venstres politiske ordfører Jens Rohde
til at sige, at Arla måske skulle flytte hovedkontoret til Teheran.
En gammel annonce dukker op
Et af de mere muntre indslag i debatten kom, da Kvinderådets repræsentant
Majken Lundberg gjorde opmærksom på, at det ikke var første
gang, at Arla Foods gjorde sig uheldigt bemærket med deres kvindesyn.
Hun mindede ganske enkelt om, at Arla for få år siden bragte en
stribe reklamer i TV, hvor letpåklædte og storbarmede kvinder løb
rundt og reklamerede for et nyt mælkeprodukt målrettet til unge
mænd.
Dén kunne de godt huske hos Arla, og det fik Astrid Gade Jensen til at
sige, at der da "bestemt ikke er noget perspektiv i at blive betragtet
som kvindeundertryk-kende". Og det kan hun da sikkert have ret i.
Sådan var det lidt hele vejen igennem. Arlas repræsentanter talte
meget om, hvordan de arbejdede for kvinders rettigheder i muslimske lande ved
at ansætte kvinder og de lovede så sandelig også, at de for
fremtiden gerne ville have flere kvinder i ledende stillinger herhjemme og i
udlandet.
Og så endte det møde.
Siden er der vist ikke nogen, der har hørt mere til forbrugerboykotten
af Arla på grund af den annonce. Men det skyldes måske især,
at Kvinder for Frihed fandt en meget mere pressevenlig sag at kaste sig over,
nemlig den tørklædeklædte Tv-vært Asmaa Abdol-Hamid.
For et par måneder siden fik vi et glimrende eksempel på, hvordan
man bryder igennem mediemuren. Der bliver brugt formuer på kostbar medierådgivning
i disse år af både virksomheder og interesseorganisationer, der
gerne vil have spredt deres budskaber på den gode måde. AIDS-Fondet
får berømtheder til at iføre sig røde næser,
Folkekirkens Nødhjælp laver Lars & Lone-kampagner for at rydde
miner i Albanien, og Amnesty International udgiver syngende lussinger for at
stoppe vold mod kvinder.
Man forestiller sig, hvordan højt uddannede kreative personer brainstormer
i månedsvis for at finde frem til konceptet - eller eventen, der kan bryde
igennem mediemuren og få skabt opmærksomhed om sagen. For mange
lykkes det aldrig, ligegyldigt hvor meget de (bogstaveligt talt) står
på hovedet.
Det er, fordi de ikke har fattet grund-vilkåret for at komme i pressen:
Man skal sige det, pressen har lyst til at høre.
Så enkelt er det.
Som tommefingerregel er det altid godt at kritisere sine egne. En læge
der klager over lægesjusk, er en god historie. Det siger sig selv. En
erhvervsmand, som angriber navngivne kolleger for dårlig forretningsmoral,
er selvskreven, men noget af det bedste, det er, når kvinder angriber
andre kvinder. Gerne frådende.
En selvstændigt tænkende trussel
Derfor har man i de forgangne måneder kunnet se et i antal ubetydeligt
selvbestaltet sammenrend af kvinder føre sig frem i både den elektroniske
og den skrevne presse. De bliver interviewet, citeret og portrætteret.
De kalder sig Kvinder for Frihed, og det er jo svært at være imod.
Men den sag, der skaffede dem så mange spalte millimeter og sendetid i
primetime var en sag, der mere lignede Kvinder for ensretning. Al ophidselsen
skyldtes et tørklæde. Båret af en ung veluddannet selvstændig
kvinde, som tilsyneladende opfører sig som en mønsterindvandrer.
Hun taler flydende accentfri dansk, hun har en uddannelse, hun er integreret
i kulturen - man kan ikke være meget mere integreret end at være
studievært - men hun har valgt at gå med tørklæde,
og hun vil ikke give hånd til mænd. Jeg laster ikke Kvinder for
Frihed. Det er en interesseorganisation med sin egen dagsorden, og det har de
lov til. Men hvad er det for rygmarvsreaktioner i den danske presse, der gør
det nødvendigt at bringe alenlange indslag i nyheds-udsendelserne og
en synd. od af artikler og kommentarer - selv ledere - i aviserne, fordi en
studievært optræder med tørklæde - oven i købet
i en udsendelse, der har som grundlag at udforske forskelle og ligheder mellem
religioner? Integrationsministeren, formanden for Journalistforbundet, endeløse
mængder kommentatorer (nu en til) og læserbrevs-skribenter har udtrykt
deres uforbeholdne mening, og hovedpersonen er blevet interviewet, som var hun
anklaget i en standret. Asmaa Abdol-Hamid leverer tålmodigt den sædvanlige
remse om, at sløret er frigørende, fordi hun så ikke bedømmes
på sit udseende. Det er naturligvis noget sludder. Det tildækkede
rummer en dyb fascination og tiltrækker sig opmærksomhed. Det ved
hun selvfølgelig udmærket godt. Hun ved lige som alle sagens øvrige
parter, at det er tørklædets symbolik, der er på spil her.
Kvinder for Frihed insisterer på, at tørklædet er et symbol
på kvindeundertrykkelse, og når Asmaa hidser dem sådan op,
er det fordi, hun klart fremstår som en selvstændigt tænkende
person, som bærer tørklædet med naturlig stolthed. Det er
selvfølgelig en trussel for dem, som insisterer på, at islam ikke
har flyttet sig fra Middelalderen. Hvis indvandrerkvinder ikke per definition
er stakkels, så er danske kvinder måske heller ikke per definition
frigjorte?
Dygtig PR
De har været dygtige på DR2. De har fået et af deres public-service-undskyldninger-sent-om-aftenen-programmer
flyttet fra et opmærksomhedmæssigt Sibirien lige ind på hovedscenen.
Dygtigt gjort af et program som følger en gammelkendt formel: Det må
ikke koste noget. Så vi tager tre stole i et ellers tomt studie, to urutinerede
værter, en mand og en kvinde, som kan fås til en rimelig pris, og
så henter vi en gæst ind. Gæsten koster ikke mere end en taxabon.
Men hvad skal vi kalde det? Nå, jo. Kan I ikke huske Lars & Lone-Kampagnen,
nu a. øst af Hanne & Hans. Vi kalder det Adam og Asmaa. Den er hjemme.
Så er der bare lige påklædningen. Og måske skulle vi
sende en presse-meddelelse til Kvinder for Frihed? Vi kan også bare invitere
Karen Jespersen.
"Dorés Bibel" er en ny, ganske vidunderlig roman af den snart
70-årige svenske forfatter Torgny Lindgren. Det er store ord, men hør
nu:
En dreng bliver født i Sverige lige før Anden Verdenskrig. Han
er søn af en af egens store mænd, statsskovrideren, som venter
sig store ting af sin nyfødte. Og for at kunne udrettet store ting, må
man kunne læse og skrive, der ved enhver - især statsskovrideren,
der er en mand med en urokkelig tro på viden og undervisning, på
det oplyste menneske.
I dåbsgave får drengen, romanens navnløse hovedperson og
fortæller, Gustave Dorés billedbibel, udgaven helt uden ord. Hans
første erindring om livet bliver derfor ikke let og tuttenuttet, men
tungt som de billeder, Doré xylograferede, som teknikken hedder, til
illustration af de mageløse og rædselsvækkende fortællinger,
som udgør en stor del af bibelen.
Mange af os har muligvis glemt det, for kristendommen i Danmark i dag har en
tendens til at dele sig i to hovedretninger. Den ene, Søren Krarups Tidehvervsbevægelse,
er kendetegnet ved det ufrie, skyldige menneske, der kun kan håbe på
nåden. Den anden er den bløde humanistiske lektie om, at vi alle
skal være gode ved hinanden og eventuelt vende den anden kind til. Lidt
forenklet: Den første tror på mennesket som grundlæggende
ondt, den anden på mennesket som grundlæggende godt.
Men det er jo kun tolkninger, forenklinger, budskaber og endog politik.
Dorés bibeltegninger er grusomme som bibelen selv. De blev lavet i midten
af 1800-tallet og vandt hurtigt stor udbredelse over hele verden, for de gengav
de mest dramatiske situationer, så selv de, der ikke kunne læse,
kunne se, hvad det handlede om.
Som vor hovedperson i "Dorés Bibel" siger til sin mor, da han
bliver ældre:
"Hvorfor tvang du mig til at se de uhyggelige billeder? Jeg var jo nyfødt?
Jeg kunne ikke tro noget ondt om verden. Det havde været helt tilstrækkeligt
hvis jeg havde fået lov at se på dig. Dine bedrøvede, lidt
skæve øjne! Eller de bekymrede rynker i din pande!"
Den straffende Gud
Vi får ikke noget entydigt svar på, hvorfor hovedpersonen bliver
styrtet ud i verden på denne måde. Men hans mor forklarer ham, at
når han lærer at læse, så vil han forstå det hele,
for ordene er nøglen til forståelse.
Her kommer så hovedpersonens private syndefald og romanens omdrejnings-punkt:
Drengen er ordblind. Han lærer ikke at læse, bogstaver er som dansende
flimmer. Så han bliver ved med at se på billeder, hovedsagelig Dorés.
Han studerer dem med lup, kender hvert eneste ud og ind helt ned i de mindste
detaljer, og på den måde danner han sig sin forståelse af
verden.
Moren læser højt i bibelen for ham, og han diskuterer billederne
med sin morfar, som i øvrigt var ham, der tilskyndede, at den nyfødte
fik disse billeder - for han kunne lige så godt se alverden i al sin tyngde
med det samme.
Hvilket barn kommer der ud af denne blanding? I Torgny Lindgrens fortælling
her bliver det til et meget venligt barn, et lydigt barn, et intelligent og
gammelklogt barn. Og samtidig et meget gudfrygtigt barn, for Gud i Det gamle
Testamente var ikke nogen rar olding a la julemanden med hvidt skæg og
bolsjer.
Gud straffer konsekvent dem, der ikke adlyder ham. Han slår ihjel til
højre og venstre, tag nu bare historien om Noah. Den moderne fortælling
om Syndfloden fokuserer på Noahs frelse, livets videreførelse -
alt det positive. Men Doré lader os ikke slippe så nemt. Hans fokus
er på alle syndernes død, og de dør sammen med alle de monstre,
der ikke kom med i arken.
Så barnet bliver derefter: Man må adlyde autoriteten, ellers vanker
der. Autoriteten er i første omgang faderen, hvis ord er lov. Faderen,
skovrideren, må efterhånden indse, at hans barn ikke kan lære
bogstaver.
Hvad skal der blive af ham efter skolen, hvor han igen og igen må gå
klasser om?
Faderen træffer sin beslutning: Barnet, nu den unge mand, må gå
den tunge gang til en anstalt for uegnede. Og endnu en beslutning: Dorés
bibel kommer ikke med - for måske kan det lære drengen at se fremad.
Faderen elsker nemlig sin dreng og vil ham det bedste. Og den unge mand bliver
voksen, ældre og gammel - og i en sen alder får han kontakt med
et forlag, som vil udgive en bog med hans fortolkninger, hans syn, hans forståelse
af en verden skabt i et evigt samspil med Doré.
Men han kan jo ikke skrive. Intet problem. Han indtaler det hele i en båndoptager.
Og her begynder så romanen. Alt, hvad vi læser, er indtalt i denne
båndoptager.
Den fantastiske verden
Det vidunderlige i romanen ligger selvfølgelig i denne meget originale
idé og ramme. Men det ligger også mange andre steder, først
og fremmest i sproget. Torgny Lindgren skriver med en fabelagtig sans for præcision
og detaljer, og når romanen samtidig er oversat af en af Danmarks bedste
oversættere, Karsten Sand Iversen, så fås det ikke mere ypperligt.
Denne roman sætter virkelig mange andre romaners sprog i perspektiv. De
behøver ikke at være dårligt skrevet, men ofte er sproget
enten for fladt eller for svulstigt - sprog for sprogets skyld, oppustet i stedet
for præcist.
I begyndelsen var ordet, står der i Førte Mosebog. Ordet er sproget,
præsentationen af virkeligheden. Uanset om vi kan læse eller ej,
og det er selvfølgelig en pointe med denne roman. For Dorés billeder
taler. Billeder er en anden slags ord.
Når man læser romanen griber man sig igen og igen i oplevelsen af,
hvor mærkværdig og fantastisk verden kan være. Det myldrer
med skæve eksistenser og forfatterens iagttagelser af, hvordan mennesker
er, når de er sig selv, når de tror, at alles blik er rettet et
andet sted hen. På den måde får vi et meget mere sandt billede
af virkeligheden end nogen Tv-avis kan give. Det siges, at djævelen bor
i detaljen, og hvis det er sandt, så myldrer de frem i denne bog.
Men "Dorés Bibel" er først og fremmest en meget venlig
bog, og det tror da pokker med al denne gru i bagagen. Men den illustrerer også,
at hvis man ikke ser djævelen og alle hans gerninger - for nu at sige
det bibelsk - i øjnene, så får man ikke fred for dem. Og
til sidst lukker man sine øjne i angst.
Torgny Lindgren har skrevet en meget vidende, meget lavmælt og væsentlig
bog. Og så fanger den sin læser fra første side. Alle har
ret til et fedt køkken, hedder det i reklamerne. Javelså. "Dorés
Bibel" udstiller den slags statusjagt som ligegyldig. Og så koster
bogen kun 229 kroner, hvilket man ikke får mange moderigtige citron-pressere
for.
Torgny Lindgren: "Dorés Bibel", 193 sider, 229 kroner, Samlerens
Forlag. Oversat af Karsten Sand Iversen, rigt illustreret af Doré.